ARVAL MOBILITY OBSERVATORY FLEET- & MOBILITETSBAROMETER 2026

Arval Mobility Observatory 4 Jun 2026

Ny analyse fra Arval Mobility Observatory viser, at danske virksomheder fortsat holder fast i elektrificeringen af firmabiler – men fokus flytter sig nu mod drift, data og ansvarlig kørsel.

Arval har netop offentliggjort de danske resultater fra årets Mobility & Fleet Barometer. Rapporten viser, at danske virksomheder fortsat er langt fremme, når det gælder elektrificering af firmabiler. Men hvor ambitionerne tidligere har været præget af høje CSR-målsætninger, viser årets analyse fra Arval Mobility Observatory, at elektrificering i danske firmaflåder er gået fra ideologi til sund forretning. Økonomi, sikkerhed og bæredygtighed hænger efterhånden tæt sammen. Rapporten viser samtidig, at virksomhederne nu i højere grad fokuserer på den praktiske drift af den elektrificerede flåde.

Det er ottende gang, Arval Mobility Observatory tager pulsen på den danske udvikling inden for virksomhedsmobilitet. I år har mere end 10.000 beslutningstagere fra virksomheder i 33 lande deltaget i undersøgelsen – heraf 300 i Danmark. Ifølge årets analyse har 57 procent allerede mindst én personbil med alternative brændstofteknologier – særligt elbiler i flåden. Mens yderligere 21 procent planlægger at indføre elektrificerede personbiler inden for de næste tre år.

Elektrificering er ikke længere et spørgsmål om ambitioner eller bæredygtighedsmål. For mange virksomheder er det blevet en helt konkret driftsopgave, hvor økonomi, ladeinfrastruktur, rapportering og den daglige drift skal fungere i praksis,” siger Michael Benabdallah, administrerende direktør i Arval Danmark.

Medarbejderkrav fremfor klima og omkostninger

Rapporten peger samtidig på, at elektrificeringen i stigende grad også bliver drevet af medarbejdernes forventninger.

Blandt de virksomheder med personbiler i flåden, der allerede bruger eller overvejer alternative brændstofteknologier, svarer 37 procent, at medarbejdernes ønsker er en direkte årsag til at indføre elbiler. Til sammenligning peger 33 procent af de flådeansvarlige på lavere miljøpåvirkning, mens 31 procent fremhæver reduktion af brændstofomkostninger som en væsentlig drivkraft.

Samtidig rykker ladeløsninger i stigende grad ind på arbejdspladsen. Blandt virksomheder med person- og varebiler i flåden har 31 procent allerede etableret ladestandere på virksomhedens matrikel, mens yderligere 30 procent planlægger at gøre det inden for de næste 12 måneder. Samtidig svarede 100 procent af de adspurgte, at de enten allerede har implementeret eller planlægger en charging policy inden for de kommende tre år.

Få tilsendt rapporten her

Fleet & mobilitetsbarometer 2026
Elektrificering af firmabiler går fra ambition til drift

 

Udfordringerne er blevet mere operationelle

Elektrificeringen er stadig et vigtigt fokus hos de flådeansvarlige, men årets analyse viser også en ny højdespringer. Nemlig ansvarlig kørsel, som indtager en tredjeplads blandt de udfordringer, der optager de flådeansvarlige mest.

De tre mest nævnte udfordringer blandt danske virksomheder i 2026 er:

  • implementering af alternative energiteknologier (29 procent)
  • tilpasning til restriktioner på benzin- og dieselbiler (28 procent)
  • samt arbejdet med mere ansvarlig kørsel blandt medarbejdere (27 procent).

Ifølge Michael Benabdallah viser det, at markedet er gået ind i en mere moden fase.

For få år siden handlede diskussionen primært om, hvorvidt virksomhederne skulle elektrificere deres flåder. I dag handler det i langt højere grad om, hvordan man får det til at fungere i praksis – både økonomisk og operationelt,” siger han.

Særligt ansvarlig kørsel fylder mere i Norden end i mange andre europæiske markeder. I årets barometerrapport var det lokale fokusområde derfor også centreret om virksomhedernes arbejde med ansvarlig adfærd i trafikken. Hele 87 procent af de adspurgte virksomheder har allerede fokus på driver safety-træning for chauffører. 55 procent har implementeret det, mens 32 overvejer at indføre det.

Data og rådgivning bliver krav fra kunderne

Årets analyse peger samtidig på et voksende behov for data, transparens og bedre indsigt i virksomhedernes mobilitet. 45 procent af de danske flådeansvarlige peger på behov for mere hjælp til fleet performance management og bedre indsigt i flådedata som et af deres vigtigste behov i hverdagen.

Ifølge Michael Benabdallah afspejler udviklingen, at mobilitet er blevet mere kompleks at styre. Han forventer samtidig, at behovet for overblik, data og rådgivning kun vil vokse de kommende år.

Virksomhederne efterspørger ikke længere kun en leasingaftale. De vil have bedre overblik over deres samlede flådeomkostninger, mere transparens omkring CO2-data og bedre indsigt i, hvordan flåden faktisk bliver brugt. Det stiller helt nye krav til både data, rådgivning og de løsninger, virksomhederne forventer fra branchen. For mig at se bliver det en af de største forandringer i leasingbranchen de kommende år,” siger han.


Om Arval Mobility Observatory:

Arval Mobility Observatory er en international og uafhængig analyseenhed, der indsamler og leverer objektive data inden for mobilitets- og flådesektoren. Rapporten har til formål at give et dybere indblik i branchens tendenser og løbende udvikling i en tid med voksende udvalg af mobilitetsløsninger.

Pressekontakter:

Cecilie Thomsen, Marketing Manager, cecilie.thomsen@arval.dk

Undersøgelsens metode:

I alt 10.157 repræsentanter – heraf 300 danske – små, mellemstore og store virksomheder har leveret svar til den uafhængige undersøgelse fra Arval Mobility Observatory. Alle deltagerne i undersøgelsen er ansvarlige for bilflåden i den pågældende virksomhed og har mindst ét køretøj i flåden. Samtlige interviews er udført af analysebureauet Ipsos som kvalitative telefoninterviews. Undersøgelsen er gennemført i perioden august til november 2025 i 33 lande: Herunder Østrig, Tyskland, Belgien, Spanien, Frankrig, Grækenland, Italien, Luxembourg, Holland, Polen, Portugal, Storbritannien, Tjekkiet, Slovakiet, Rumænien, Schweiz, Finland, Danmark, Norge, Sverige, Mexico, Canada, USA, Tyrkiet, Marokko, Chile, Peru og Brasilien. Det er ottende år i træk, at Arval Mobility Observatory udgiver barometer-analysen.

Fordelingen af de 300 danske adspurgte i undersøgelsen:

  • 53 procent var virksomheder med 1 til 99 ansatte
  • 27 procent var virksomheder med 100-249/499/999* ansatte (*afhængig af marked)
  • 20 procent var virksomheder med 250/500/1000* ansatte eller mere (*afhængig af marked)

Læs mere Vis mindre
Pressemeddelelse